Lidt om mig

Jeg hedder Christina, er 50 år og uddannet pædagog.

Som person er jeg kærlig, omsorgsfuld og nærværende, og børnene bliver altid mødt med et smil. Jeg lægger stor vægt på et tæt forældresamarbejde og en åben dialog omkring jeres barn, og det er fra starten vigtigt, at jeres barn, I forældre og jeg lærer hinanden godt at kende, så vi de næste år kan få det bedste samarbejde omkring jeres barn.

Jeg har mere end 15 års erfaring fra arbejde i vuggestue og har været uddannet pædagog i 20 år. Jeg har også arbejdet i børnehave, DUS og indenfor specialområdet; både i børne- og ungdomspsykiatrien og med børn og unge med Autisme og Asperger Syndrom, men det er de 0-3 årige, mit hjerte banker for.

Blomsterhaven har i år 6 års fødselsdag som privat pasning.

For mig er det “Verdens bedste arbejde” at være sammen med børnene. Det er så vigtig en alder for barnet, hvor rigtig mange ting skal læres, og hvor selv de mindste skridt kan være en stor sejr for det enkelte barn.

Jeg er fraskilt og har 2 sønner; Jonathan på 21 år og Sebastian på 23 år. De er begge flyttet hjemmefra.

Jeg har også to delehunde, Dino og Rosa, som er hos mig engang imellem. Det er et par allergi- og  klappevenlige bomuldshunde, som er højt elskede i Blomsterhaven, når de er her 🙂

Blomsterhaven holder til i en stor stuelejlighed i Hasseris, og her må børnene være over det hele. Jeg har ikke kun et legeværelse, da jeg mener, at børnene er en del af hverdagen, og derfor skal bruge lejligheden som deres eget hjem. I den alder vil børnene ofte helst være, hvor vi voksne er.

I lejligheden er der en stor altan, hvor børnene kan sove udenfor i Blomsterhavens barnevogne.

Der er en dejlig, stor have lige udenfor lejligheden med legeplads, hvor vi har masser af plads til at lege, og vi er lige ved siden af både skov og park og med Zoo i baghaven.

Desuden ligger vi i gåafstand til både legeplads, bibliotek, fjorden, børneteatret og alle mulige andre spændende tilbud og muligheder.